2 års rejse på godt og ondt i forsøget på familieforøgelse

For knap 2 år siden, bevægede Jeannette og jeg os ud på et nyt eventyr som krævede hjælp fra det offentlige, da vi blev henvist til et fertilitetforløb på Regionshospitalet i Skive.

Vi glædede os, for nu kunne vi måske endelig komme videre med vores ønske om familieforøgelse, som i forvejen har stået stille da vi, som så mange andre, har problemer med at få det til at ske af sig selv.

Forløbet er langt, kompliceret og ikke mindst dyrt både for os og for skatteyderne – det er én ting, men jeg tror det er de færreste der forstår hvor dyrt det er for ens følelses register, for det er ikke nogen ‘nem og ligetil’ situation.

Vi har ikke held af vores IUI forsøg (insemination) og bliver efter første forsøg, kørt direkte over på ICSI (reagensglas med mikro insemination) som kræver meget af begge parters psyke, hvis jeg selv skal sige det.

Vi får 3 æg på frost som skulle være gode og vi går nu videre til step 2 kort før sommeren 2018, hvor det befrugtede æg ligges tilbage og forhåbentligt skaber en graviditet.

Vi venter i spænding i den periode det nu tager for at vi kan få svar og ventetiden er det hele værd – den er der – Jeannette er gravid og vi er ikke til at skyde igennem!

Vi skal nu bare nyde tiden og vente på den opfølgende kontrol – desværre er vi nu inde i sommerferieperioden, så vores scanning som skulle foretages i uge 6 eller 7, bliver skubbet og foretages først i uge 11 og af den årsag vælger vi at tage os en velfortjent ferie til Kreta – vi trænger til at slappe af og samle kræfter til den kommende tid, efter det følelsesmæssige store pres vi har været under den seneste periode.

Vi nyder ferien i fulde drag og jeg vender endda hjem med 2. grads forbrændinger over det meste af overkroppen, men det er en helt anden historie – dagen er nu kommet til hvor vi skal ind og se vores kommende familiemedlem og vi glæder os helt vildt.

Da vi ankommer til klinikken og bliver kaldt ind og skanningen starter op, begynder det stille og roligt at løbe os koldt ned af ryggen da lægen blot står og siger ‘Nej’, ‘nej’ og intet dukker op af hjerteblink på skærmen.

Lægen stopper skanningen og meddeler os at fosteret gik tabt allerede i uge 4 eller 5.

Jeg tror aldrig at jeg har været mere magtesløs i mit liv og mit guld som har troet at hun har båret på liv i 11 uger, er i ustoppelig gråd, som selvfølgelig er fuldt forståeligt, men fuldstændig ubærlig for mig, det er jo mit guld som er umulig at samle op her…

Vi har slet ikke andet i hovedet end at vi skal væk herfra, vi kan ikke rumme nyheden og væggene trækker sig ind på en og det hele føles uvirkeligt og ubehageligt.

Vi har brug for en pause, vi skal have det hele lidt på afstand og derfor springer jeg nu lidt i historien.

Efter et par måneder forsøger vi igen, som ender ud i et mislykket forsøg, dog uden samme dramatiske tilgang som det første – denne gang bliver det aldrig til en graviditet, grundet bekymringer for vores store grødhoved til Chino, som nu er indlagt med en sprængt galdeblærer, som igen er en helt anden historie.

Vi har nu ét æg tilbage på frost og vi skal derfor til sidste forsøg, i hvert fald med denne omgang af æg og ovenpå hvad vi har oplevet indtil videre, så er vi ikke videre optimistiske, det begynder at være ret svært, når man konstant er udsat for noget af en rutsjebane følelsesmæssigt, men vi begiver os selvfølgelig ud i forsøget.

Vi venter igen i perioden mellem forsøget og tiden hvor vi kan få be- eller afkræftet en potentiel graviditet og faktisk prøver vi at ligge det hele lidt væk og lade være med at tænke så meget over det, hvilket jeg opfatter som en normal reaktion efter de prøvelser vi har stået igennem, men den er der sgu igen – Jeannette er gravid og så vender en smule af optimismen altså retur, men samtidig frygter man at det første mislykkede forsøg skal vise sit grimme ansigt igen.

Men denne gang er det anderledes, vi får en scanning i uge 8 og der er hjerteblink!

Vi er ikke til at skyde igennem, men alligevel er vi stadig vildt skræmte, så man står lidt med en ben i begge lejre og ved ikke helt hvilket af dem man bør stå på.

Men det går faktisk rigtig godt, vi kommer til yderligere skanninger og han vokser og hjertet banker som det skal og man begynder mere og mere at tro på det!

Men… ingen har sagt at dette skulle blive et nemt forløb;

Alt ser fint ud frem til misdannelseskanningen i uge 20 og vi burde egentligt ikke få flere skanninger, i hvert fald ikke fra det offentlige, men ovenpå vores oplevelser har vi valgt at besøge en privatklinik og holde skanningerne ved lige, blot for vores egen egoismes skyld.

Første og anden scanning – alt er fint og vi nyder at se på lillemanden vokse.

3. scanning invitere vi familiemedlemmer med på, da der er blevet forespurgt på det og selvfølgelig måtte de komme med – men jeg kan ikke lade være med at få en træls tanke om at hvordan jeg dog skal reagere, hvis der skulle dukke noget uventet op på denne scanning og det nager mig i noget tid, men jeg vælger at bide det i mig.

Skanningsdagen kommer og vi får lillemanden at se – der er dog, som min frygt fortalte mig, et ‘men’ ved denne scanning.
Vi bliver sendt til Skejby da der er noget som lægen fra privat klinikken ønsker undersøgt yderligere, men vi får ikke oplyst alt hvad hun sender sagen videre på.

Da vi ankommer til Skejby og får første scanning, viser det sig at der er en væskeansamling bag ved lillehjernen, under minimumsgrænsen for fostervand, en lårbensknogle som er kortere end normalt, en vægt som er under normalen og et hoved som er mere aflangt end det bør være.

Jeg skal være helt ærlig – jeg er voldsomt påvirket af alle de prøvelser vi skal igennem, selvom det måske ikke har været synligt på mig, men mit hoved har været på overarbejde 24/7 over dette forløb om ønske af familieforøgelse.

Vi kommer nu igennem et længere forløb, hvor der er en MR scanning af Jeannette indblandet, som heldigvis viser at vi ikke bør være urolige for ansamlingen, da det blot er hjernehinden som har dannet en fold og som ikke har betydning for Isaac på nogen måde, men vi er ikke færdige, for der var flere ting som blev bemærket jo.

Vi er nu til scanning stort set hver 14. dag og hold op hvor har det fyldt meget i vores liv, både på godt og ondt.

Vi er nu fremme ved uge 26 og alt ser ud til at være i bedring, men stadig noget der bør holdes øje med, så vi skal fortsat være tilknyttet Skejby.

Uge 28 indtræffer og denne skal selvfølgelig fejres med en ny omgang bekymringer i det at Jeannettes vand går, selvom hun faktisk næsten ingen fostervand har, under en tur til Aalborg hvor jeg er med min ene svoger i byen – kl. 01.32 indlægges Jeannette på fødegangen på Aalborg sygehus.

Her tages en masse tests og lignende, og man beslutter at hun skal overføres til Skejby da de allerede har fulgt graviditeten og Jeannette indlægges.

Vi er på Skejby et par dage til undersøgelser og det viser sig heldigvis at hun ikke er på vej i fødsel, men vi skal nu igennem et planlagt kejsersnit i uge 34 grundet vandafgangen og sikkerhed for Isaac ikke rammes af infektioner.

Vi kan derfor overføres til Herning sygehus da det er tættere på hjemmet og de har kompetencen til at følge vores kommende forløb.

Jeannette ligger indlagt i et par dage i Herning og får så herefter lov til at komme hjem igen – dejligt!

Alt begynder faktisk at lysne en smule, Isaacs skanninger viser at han begynder at komme efter det hele og følger nu sin helt egen kurve og er ikke langt fra minimumgrænserne.

Men… så let slipper vi ikke – Jeannette får vandafgang igen d. 2/7 kl. 23 og vi rusher igen til Herning i frygt for kroppen sætter fødslen igang, hvilket den jo helst ikke skal, da han jo skal tages ved et planlagt kejsersnit.

Han forstår at få os urolige den lille fyr, men vi slipper igen med skrækken, Jeannette er ikke på vej i fødsel.

Vi får nu lidt ro på igen og vi er nu en uge fra at han skal tages ud, som i øvrigt sker d. 16 Juli.

Vi skal til den sidste scanning før kejsersnittet og her kommer der så endnu en lille udfordring op – Jeannette har nu tilegnet sig graviditets sukkersyge som nu kræver yderligere forløb på sygehuse, selvom der kun er meget kort tid til at vi får ham ud….

Vi er nu fremme ved dags dato i forløbet og jeg kan derfor ikke berette om mere, andet end at vi er trætte, brugte og slidte, men alligevel fyldt med glæde over at vi snart får vores lille troublemaker at se for første gang.

Det har ikke været en let omgang at få dette ønske opfyldt og vi er langt fra ved vejs ende, nye bekymringer følger når han er kommet ud, da han skal igennem nogle undersøgelser grundet de fund man har gjort og samtidig så er hans vores øjesten, så vi kommer igennem alle de følelser om bekymring som alle forældre går igennem – men vi glæder os og vi elsker dig allerede højere end du ved af, lille Isaac <3

To be continued…